Sarah Elgeti Quartet with Friends: ”Dawn Comes Quietly”
Saxofonist og komponist, Sarah Elgeti, har i forbindelse med sine to første albumudgivelser modtaget et utal af anmelderroser både herhjemme og i udlandet. Den 6. september udkommer hendes tredje album ”Dawn Comes Quietly”. Udgivelsen udkommer på CD og digitalt via Gateway.
Elgetis kvartet består, udover hende selv på sax, fløjte og basklarinet, af Anders K. Fjeldsted på bas, Nils Raae på keys og kromatisk mundharpe og trommeslager Henrik Holst Hansen. På det aktuelle album har Elgeti desuden udvidet besætningen med fire håndplukkede musikalske gæster, der hver især, både klang- og karaktermæssigt, bidrager til Elgetis egne kompositioner. De fire gæstemusikere er; Sidsel Storm (vokal), Søren Birkelund (klarinet), Marianne Eriksen (barytonsaxofon) og Alexander Kragelund (violin).
Sarah Elgeti er, rent fysisk, et petit menneske, med en forbløffende stor lyd. Hun komponerer og spiller nutidig jazz, der forener det lyriske udtryk med det pågående og ekspressive. Fra bløde ballader over funky latin grooves forbi bebop inspirerede swingnumre til skæve taktarter. Hendes kompositioner er melodiske og nærværende og består denne gang af både instrumentale og vokale numre. Elgeti tager afsæt i bl.a. egne tekster, der kredser om de arketypiske nordiske og græske mytologiske fortællinger om livets rejse. Elgetis musikalske sprog - hvad enten det er instrumentalt eller vokalt – fortæller om menneskets søgen, udfordringer, drømme, håb og ikke mindst troen på, at det alt sammen nok skal gå.
Albummet ”Dawn Comes Quietly” indeholder ni egne originale kompositioner samt to omarrangerede værker af Carl Nielsen.
Sarah Elgeti begyndte at spille saxofon på en musikefterskole i Danmark, instrumentet var med til at give hende en ro som hun ikke havde oplevet før og som hun håber med sin musik at kunne give videre til andre.
- Vores verden i dag er så præget af travlhed og vi bliver konstant bombarderet af enorme mængder af information. Jeg forsøger med min musik at skabe et behageligt rum, hvor man kan fordybe sig og slappe af. Det håber jeg, er lykkedes, siger Sarah Elgeti.
Sarah Elgeti er en passioneret musiker indenfor mange forskellige genrer. Hun har bl.a. spillet med Nils Raae, Phil Dwyer, Søren Bebe, Morten Schantz, Etta Cameron, Morten Ankerfeldt, Helle Marstrand, Finn Ziegler, Andreas Fryland, Lars H.U.G. og mange andre. Med sin egen kvartet har hun turneret i bl.a. Danmark, Frankrig, Norge og Tyskland.
Sarah Elgeti har præsenteret musik fra den nye album ved en del koncerter i løbet af sommeren, bl.a. på Copenhagen Jazz Festival og Sorø Jazzfestival.
Trackliste:
- Magical Thinking
- Whereto?
- Changing Whispers
- A Lot of People - A Lot of Sad Stories
- Autumn
- Crazy Destiny
- Introspection
- Gather Courage
- Snow
- En Sommeraften
- Tit er jeg glad
Medvirkende:
- Sarah Elgeti: saxofon, fløjte, basklarinet, komposition
- Nils Raae: keys & kromatisk mundharpe
- Anders K. Fjeldsted: bas
- Henrik Holst Hansen: trommer
- Sidsel Storm: vokal – track 2, 5 & 11
- Søren Birkelund: klarinet - track 1, 2 & 5
- Marianne Eriksen: barytonsaxofon - track 7
- Alexander Kragelund: violin - track 5 & 10
Udpluk af tidligere anmeldelser:
”… lynende intelligent og utrolig cool New Nordic Jazz” – Der Spiegel, DE.
”Sarah Elgeti er en talentfuld jazzmusiker og komponist… Instrumentaljazz af den organisk, funky og fedtsvingende slags” – GAFFA, DK.
” … a true international jazz maestro, one who both can and will make an indelible mark on the world of jazz…” – Who is Who of Jazz, UK.
“Saxophonist/flautist Sarah Elgeti is the latest Danish wonder to emerge on the international stage” – All About Jazz, US.
“A fluid improviser with bold tone, wide-ranging tastes and a penchant for melody” – JazzTimes Magazine, US.